Vil du tabe dig?

Af Ulla Stender Kyndlev

Vil du tabe dig?
De ord fanger altid opmærksomheden, ikke?
Ja, jeg vil tabe mig. Og jeg vil have ferskenhud og Hollywoodtænder. Og jeg vil have mine bryster og min mås tilbage på plads, cirka 10 centimeter over deres nuværende position. Hvorfor? For så bliver jeg smuk og glad, og alt er rosenrødt. Sådan tænkte jeg engang, og jeg har æltet mig ind i cremer, spist selleristave og svedt tran på løbestierne i nærområdet for at blive bedre venner med mit spejlbillede og for at blive anerkendt af den kropsfikserede omverden.

Men som det er sket for så mange andre, kom der et tidspunkt, hvor behovet for at forskønne det ydre trådte i baggrunden, og interessen for at forstå og forædle det indre voksede. Hvor fokus flyttede fra overfladen til indholdet. I ordets bogstaveligste forstand må det vel betyde, at man bliver mindre overfladisk? 😉
Af forskellige årsager og veje går det op for en, at lykken ikke findes i tandpastasmilet, hvepsetaljen eller efterårskollektionen. Eller i alle de succesoplevelser, man bilder sig selv ind, følger med den velpolerede overflade. Den findes derinde et sted, men den er æltet ind i traumer, ubearbejdede oplevelser, flossede følelser og tankespind.

Jo, jeg vil gerne tabe mig. 10 kg. Men først og fremmest vil jeg gerne tabe alt det, der holder mig tilbage fra at være den bedste version af mig og få mest muligt ud af mit liv og mine muligheder.
Utallige bøger, workshops og kompetente fagpersoner med forskellige metoder til opnåelse af indre klarhed og højere bevidsthed har hjulpet mig meget. Men jo længere man kommer, jo mere forstår man, at der er langt igen og langt mere til spirituel indsigt end en afhænding af gamle traumer og dårlige vaner. Det var derfor, jeg for nok 20. gang tog bussen til Krop, Sind og Ånd-messen i februar i år.

Messens udbud er altid overrumplende, men der gik kun en halv time, før to skønne kvinder, Timiann og Signe, fangede min opmærksomhed og fik mig til at vende tilbage til deres stand igen og igen. De udstrålede til overmåde det overskud og den balance og glæde, de reklamerede for, og som de hævdede var bare lidt af det, man kunne opnå på deres forløb: Feminin Helliggørelse.

Feminin helliggørelse … for mit indre åsyn så jeg Jomfru Maria med glorie og sænket blik. Hun udstrålede en overjordisk mildhed og uskyldighed, der fik mig til at konkludere, at det nok var at sætte barren lidt højt for mit vedkommende. Der skal mere end meditationer og healinger til at gøre mig mild og uskyldig, men nysgerrig var og er jeg, og efter at have kredset om Signe og Timianns stand i et par timer stak jeg Visa-kortet i maskinen med et: ”Jeg forstår ikke, hvad I laver, men I udstråler noget, jeg har brug for.”

Jeg var spændt, da jeg troppede op første gang og mødtes med de syv andre deltagende kvinder. Signe og Timiann skabte et rum omkring os, som jeg har svært ved at beskrive, men det føltes beroligende, let, motiverende og omfavnende. Mine ord rækker heller ikke til at forklare, hvad der skete de efterfølgende tre timer. Jo, vi mediterede, dansede, snakkede, grinede, græd, lavede øvelser og blev healede, men der var en anden dimension over det. Et aspekt, som skal opleves, for det kan ikke forklares. Og jeg er fuldstændig sikker på, at der var mere og flere end os 10 i rummet. Det samme gælder de efterfølgende fem gange, der hver gang blev vildere og dybere. Jeg trængte dybere ind i min underbevidsthed, havde oplevelser og opnåede indsigter, jeg ikke har haft før. Jeg gav slip på ubrugeligt skidt og landede i mig selv med en uforbeholden glæde, jeg genkendte fra de ubekymrede barndomsår.

Så jo, jeg har tabt mig. Jeg har tabt hæmninger, sorg, vrede, skyldfølelse og angst. Jeg har tabt mit behov for andres accept, og jeg har tabt en hulens masse oplevelser og traumer, der har styret mine tanker, mine følelser og dermed mine handlinger og mit liv.

Og for at vende tilbage til starten, så synes jeg faktisk, jeg ser bedre ud. Og mine syv skønne medsøstre, som jeg har grinet, vrælet, mediteret, danset, healet med i tre måneder ser også bedre ud. Niks, ingen af os har fået ferskenhud eller hvepsetalje, men vi er fjerlette, og smilet når op til øjnene. Når vi krammer hinanden, er det med hele hjertet og hele sjælen.

Og det er vel det, det handler om. Det, jeg har fået ud af mine tre måneder med Signe og Timiann. At have hjertet og sjælen med. Fuldstændig med. At lade hjertet og sjælen styre, for det er jo det, der er mig. Tankerne er bare et produkt af mine oplevelser på godt og ondt. Dem har jeg bestemt ikke altid kunne styre, så de skal heller ikke styre mig. Når jeg handler med hjertet og er tro mod min sjæl, er der flow og glæde i mit liv, og tingene lykkes bare. De føles rigtige, for jeg er til stede i det, jeg gør. Om jeg så bare har bagt den bedste rabarbercrumble EVER, eller jeg lige pludselig har overskuddet, overblikket og handlekraften til at ændre mit firmanavn, til at sende manuskriptet til den bog, jeg har bakset med, til at sige ja, nej, til og fra, i overensstemmelse med hvad der føles rigtigt og godt for mig.

Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvordan de gør det, Timiann og Signe, men jeg kan mærke det. Jeg har tabt en masse bagage og er blevet lettere. Alt er blevet lettere. Det betyder ikke, at der ikke er nedture og udfordringer. Det betyder bare, at jeg kan håndtere dem, navigere i dem og får det bedste ud af dem, og det er jeg dybt taknemmelig for.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *